Hvad er forskellen mellem batteripasporet og det digitale produktpas?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

Batteripasset og det digitale produktpaspoort nævnes ofte i samme sætning, men de er to forskellige instrumenter fra to forskellige forordninger. Batteripasset kommer fra batteriforordningen og gælder specifikt for bestemte batterikategorier. Det digitale produktpaspoort kommer fra ESPR — Forordning (EU) 2024/1781, artikel 9 — og er et generisk instrument, der udfyldes produktgruppe for produktgruppe via delegerede handlinger. For en virksomhed, der bringer både batterier og andre produkter på markedet, betyder det, at der ikke er ét system at overholde, men muligvis to ved siden af hinanden.

Batteripasset følger sin egen forordning

Batteriforordningen står alene uden for ESPR og har sit eget anvendelsesområde, egne datakrav og sin egen tidslinje. For en virksomhed med 10 til 100 ansatte, der importerer batterier eller bearbejder dem i apparater, betyder det, at forpligtelserne omkring batteripasset ikke automatisk falder sammen med det, der skal gælde for andre produktgrupper under ESPR. Den, der kun ser på ESPR, går glip af batteripasset; den, der kun ser på batteriforordningen, går glip af, hvad der skal gælde for resten af sortimentet.

ESPR er rammerne, ikke en direkte forpligtelse i sig selv

Artikel 1 i ESPR beskriver forordningens emne og anvendelsesområde: det er en ramme, inden for hvilken krav fastsættes pr. produktgruppe. ESPR selv pålægger således ingen pasporthligt — det sker via en delegeret handeling pr. produktgruppe. For en virksomhed betyder det, at spørgsmålet "gælder produktpasset for mit produkt" ikke alene kan besvares ved ESPR; der skal ses på, hvilken produktgruppe der er udpeget, og hvornår. Mere herom findes på hvad en delegeret handling er, og hvorfor den bestemmer, hvad der skal gøres.

To pasporter kan eksistere side om side for ét produkt

For et produkt, der indeholder et batteri — en e-bike, elektrisk værktøj, et apparat med akkumulator — kan det forekomme, at produktet selv falder under en ESPR-produktgruppe, og det inbyggede batteri falder under batteriforordningen. Det betyder i praksis to pasporter, hver med eget datasæt, bærer og ansvarlig part, selvom alt sidder i ét fysisk produkt. En lignende situation — hvor ét produkt håndteres af flere regler — er udarbejdet på hvor mange produktpasporter en e-cykel har brug for og ved hvad det betyder, hvis et produkt falder under flere produktgrupper.

Indholdet af dataene varierer pr. system

Det digitale produktpaspoort under ESPR får sine datakrav pr. produktgruppe, fastsat i den delegerede handeling for den gruppe. Batteripasset har sit eget sæt data, fastlagt i batteriforordningen, om sammensætning, oprindelse og batteriets ydeevne. For en virksomhed, der skal levere begge dele, er det således ikke muligt at anvende ét datasæt til to pasporter — spørgsmålet om, hvilke data der præcis hører hvor, kan spores via hvilke data der kommer i produktpasporet, plus et separat forløb for batteridataene.

Hvor det går galt i praksis

Batteriet behandles som noget underordnet. En virksomhed fokuserer på paspotet for hovedproduktet — apparatet, køretøjet, værktøjet — og glemmer, at det inbyggede batteri medbringer en egen forpligtelse, der ikke automatisk følger med produktpasset for apparatet.

Ét datasæt bruges til to formål. Data, der er indsamlet til batteripasset, bliver uden kontrol genbrugt til det digitale produktpaspoort for slutproduktet, selvom de påkrævede data og den underliggende lovgivning ikke er de samme.

Tidsplanen bliver sidestillet. Fordi begge instrumenter hedder "paspoort", antages det, at de bliver forpligtende på samme tid. ESPR-forpligtelsen for en produktgruppe afhænger af den delegerede handeling for den gruppe — se den rækkefølge, i hvilken produktgrupper behandles — og den følger sin egen tidsplan, uafhængig af batteriforordningen.

Den ansvarlige part bliver ikke udpeget særskilt. Når der er tale om et sammensat produkt med et batteri i, antages det ofte, at en part (normalt producenten af slutproduktet) er ansvarlig for begge produktpasporter, mens batteriforordningen har sin egen ansvarsfordeling, som ikke automatisk falder sammen med slutproduktets.

Der sker for tidlig eller for sen vurdering af anvendeligheden. Virksomheder, der er i tvivl om, hvorvidt deres produkt overhovedet falder ind under en af de to reguleringsordninger, stiller dette spørgsmål undertiden først, når datamaskinen skal bestilles. Det er bedre at kontrollere tidligere, hvilken regulering der gælder — via eller produktpasportordningen for eget produkt gælder — for at undgå, at dette senere i processen skal undersøges igen.

Hvad du kan dokumentere

• Et overblik pr. produkt over, hvilken regulering der gælder: ESPR, batteriforordningen eller begge — med begrundelsen herfor.
• For hvert batteribærende produkt: hvilken part der er ansvarlig for batteripasportordningen og hvilken for slutproduktets digitale produktpasport, inkl. begrundelse.
• Det datasæt, der leveres til batteripasportordningen, skal være adskilt dokumenteret fra datasættet for det digitale produktpasport, så de ikke ved en fejltagelse blandes sammen eller forveksles.
• Et fastsat tidspunkt for fornyet kontrol af, om slutproduktets produktgruppe i mellemtiden har fået en delegeret handlingsakt, og om det har konsekvenser for planlægningen.
• Korrespondance eller interne notater om spørgsmålet om, hvilken produktgruppe der gælder, for at det senere kan blive forklaret — for eksempel på grundlag af hvilken produktgruppe der passer til eget produkt.
• En intern ramme for, hvad ESPR direkte forpligter og ikke forpligter til, så nye medarbejdere ikke antager, at hvad der ændrer sig for små og mellemstore virksomheder under ESPR automatisk også gælder for batterierne i sortimentet.