Hvad ændrer ESPR for små og mellemstore virksomheder?

Hvad du konkret skal gøre

Hvad der forventes af dig

ESPR (Forordning (EU) 2024/1781) er en rammeverordning: den fastlægger reglerne, men præciserer dem først per produktgruppe via særskilte delegerede retsakter. For en virksomhed med 10 til 100 medarbejdere betyder det, at forordningen i sig selv endnu ikke kræver direkte handling, men fastlægger, hvad der senere, produktgruppe for produktgruppe, venter. Artikel 1 i ESPR beskriver emnet og anvendelsesområdet: forordningen gælder grundlæggende for fysiske produkter, der bringes på EU-markedet, med en række undtagelser som f.eks. fødevarer, lægemidler og levende organismer. De praktiske forpligtelser, der følger af denne ramme, når virksomhederne på etapevis grundlag.

Undersøge, om og hvornår en produktgruppe bliver relevant

Fordi ESPR i sig selv ikke fastlægger produktspecifikke krav, er det første praktiske skridt for en SMV-producent eller -importør at undersøge, om det egne produkt senere vil blive omfattet af en delegeret retsakt, og i så fald hvornår. Dette kræver, at man følger Kommissionens arbejdsprogram per produktgruppe — noget som mange mindre virksomheder ikke afsætter struktureret tid til. Den, som ønsker at undersøge dette for sit eget sortiment, finder en oversigt på hvilke produktgrupper inden for små og mellemstore virksomheder der omfattes af ESPR og kan se status for sin egen produktgruppe via den rækkefølge, i hvilken produktgrupper bliver relevante.

Forstå, at kravene varierer per produktgruppe

ESPR bemyndiger Kommissionen til via delegerede retsakter at fastlægge krav til bæredygtighed, reparerbarhed, recyklering og information — men hver gang tilpasset til én produktgruppe. Det betyder, at en møbelfabrikant og en elektronikfabrikant møder andre konkrete krav, selv om de falder under samme rammeverordning. For en virksomhed, der fører produkter i flere kategorier, drejer det sig således ikke om at "overholde ESPR" som én enkelt handling, men om at undersøge per produktgruppe, hvad der specifikt gælder. Yderligere forklaring på, hvordan delegerede retsakter fungerer, findes på hvad en delegeret retsakt er, og hvorfor den bestemmer, hvad en virksomhed skal gøre.

Være opmærksom på det digitale produktpaspoort som gentagne gange forekommende element

Et af de instrumenter, som ESPR gør muligt, er det digitale produktpaspoort: en struktureret samling produktinformation, som tilgås via en databærer som f.eks. en QR-kode. Ikke enhver delegeret retsakt vil nødvendigvis kræve et paspoort, men paspoorten er det instrument, som Kommissionen har i tankerne for flere produktgrupper. For en SMV-virksomhed er det praktisk ikke at vente, til egen produktgruppe bliver konkret, men allerede at forstå, hvad et paspoort indebærer, og hvilke data der hører derind. En introduktion hertil findes på hvad et digitalt produktpaspoort for produkter præcist er, og en oversigt over forventede datakategorier på hvilke data der kommer i produktpasset for produkter.

Vurdere, om "lille" betyder en undtagelse

Et tilbagevendende spørgsmål blandt mindre producenter er, om virksomhedsstørrelse er en grund til at falde uden for forpligtelserne. ESPR begrunder sig primært ud fra produktgrupper og ikke fra virksomhedsstørrelse, selv om delegerede retsakter kan tage hensyn til mindre markedsdeltagere. Denne skelnen — produktgruppe kontra virksomhedsstørrelse — er præcis, hvor meget uklarhed opstår. En mere udførlig diskussion af dette spørgsmål findes på om produktpasset også gælder for små virksomheder.

Hvor det går galt i praksis

Et første tilbagevendende mønster er, at virksomheder forveksler ESPR med en konkret forpligtelse, der gælder nu, og dernæst udskyder handlinger, fordi "der endnu intet er offentliggjort for vores produktgruppe" — mens forberedelsestiden til dataindsamling ofte er længere end forventet.

En anden situation er at undervurdere produktgruppeinddelingen: et sortiment, der ved første øjekast udgør én kategori, falder ved nærmere gennemgang nogle gange ind under flere produktgrupper med hver sin tidsplan. Hvis man ikke finder ud af det på forhånd, opdager man det først på det tidspunkt, hvor den første delegerede retsakt er trådt i kraft.

Et tredje mønster er, at virksomheder går ud fra, at en importør eller leverandør af dele vil levere oplysningerne, uden at der er indgået en aftale herom — med det resultat, at ingen faktisk har indsamlet oplysningerne, når de er nødvendige.

En fjerde situation opstår ved sammensatte produkter: en del er omfattet af anden regulering end slutproduktet, som det ses ved kombinationen af batteri og apparat. Hvis man ikke kender til denne forskel, risikerer man at behandle to forpligtelser som én.

Et femte tilbagevendende punkt er ikke at erkende, at produktgruppeinddelingen ikke altid ligger lige for: virksomheder antager, at deres produkt logisk falder ind under en bestemt kategori, uden at det efterprøves i forhold til den officielle inddeling.

Hvad du kan dokumentere

• Et overblik over eget produktsortiment koblet til den formodede produktgruppe, inklusive spørgsmålet om, hvorvidt produktet kan falde ind under flere grupper samtidigt — se som orientering når et produkt falder ind under flere produktgrupper samtidigt.
• En dosier pr. produktgruppe med status for den pågældende delegerede retsakt: endnu ikke offentliggjort, under høring eller vedtaget.
• En liste over leverandører og dele pr. produkt, med en bemærkning om hvilken part, der kan levere hvilke oplysninger.
• En efterprøvelse af egen produktinddeling, for eksempel på grundlag af spørgsmålene på under hvilken produktgruppe et produkt falder.
• En tidsplan med forventet ikrafttrædelse for hver relevant produktgruppe, så dataindsamlingen ikke først starter på det tidspunkt, hvor en forpligtelse træder i kraft — se også når produktpasset bliver obligatorisk for produkter.
• En kort bemærkning om, hvilke produkter der muligvis falder uden for anvendelsesområdet for artikel 1, og på grundlag af hvilken begrundelse denne vurdering er foretaget.